Foreslå-hvile-måned

Kender du det? En ven eller et familiemedlem fortæller dig, at han eller hun er så træt/har afsindig hovedpine/er overkørt og stresset/er snotforkølet - og du foreslår en rask løbetur/to panodil/ginseng/de nyeste superhypermega-c-vitamin-tabletter med tranebær og havtorn?

Du foreslår ikke det, som vores bedstemødre og oldemødre ville have foreslået: Hvile.

Jeg kender det i hvert fald. Det er ikke få gange, jeg har foreslået et eller andet remedium, som (måske) kunne få symptomerne til at gå væk eller mildnes - eller selv er blevet foreslået det, hvis jeg var den med hovedpinen, trætheden, snottet etc.

I en snæver vending kan det jo også være godt nok. Hvis vi SKAL blive ved lidt endnu.
Men skal vi det hele tiden - og igen og igen?

Jeg mindes en panodilreklame (eller noget i den stil), hvor en far er ude og udføre tree climbing med sine børn (for nej, han klatrer ikke i familiens æbletræ - det er noget med gangbroer og reb og hjelme og stort ståhej) - og så får han hovedpine og må sluge et par piller for at kunne fortsætte morskaben.

Og er han egentlig en god rollemodel der? Ignorer din krops signaler, så du kan 'more' dig/underholde andre? (Eller arbejde i døgndrift? Eller overleve kronisk belastende omgivelser? Etc.)
Jojo, man kan argumentere med, at det konkret her i reklamens fiktion måske var noget, ungerne havde glædet sig vildt til i flere år. Men generelt?
Skal vi spille med på den der med, at kroppens signaler om, at noget er galt, skal nedkæmpes?

Fra Pausens kraft af  farmaceut og ph.d. Birgit Signora Toft

Jeg tror stadig, at vi dybt inde føler trangen til at søge ro, hvile og søvn, når vi er trætte, syge, udmattede. Den er naturlig. For hvad gør et sygt og træt dyr? Spæner omkring? Næ, det sover - eller hviler i det mindste.
Heling sker i hvile.
Det vidste vores oldemødre godt.

Og jeg foreslår, at vi skal gøre resten af august til foreslå-hvile-måned. Så i stedet for at sige ginseng eller panodil eller løbetur til de trætte og forkølede og overkørte, så lad os sige "hvile!" Lad os foreslå, at de dropper weekendens halvmaraton eller aftenens overarbejde eller pligtarrangementet i børnehaven og i stedet laver ingenting eller sover. (Man kan PS faktisk også godt lave ingenting eller småsove under æbletræet, mens ungerne klatrer.)

Kjærlighet i hastighetens tid - en klog bog

På mit natbord ligger for tiden en norsk bog: Kjærlighet i hastighetens tid. Den er skrevet af den norske psykolog Sissel Gran, og jeg er meget glad for den indtil videre.

Den handler om parforholdet og dets trange kår i vores tid, hvor travlheden hersker - og er et ideal - mens hvile, ro og koncentration nærmest er fyord.

Sissel Grans force er i mine øjne, at hun er en voksen dame (født i 1951)  med stor erfaring i bagagen, og at hun samtidig tager kærligheden og dens mekanismer alvorligt og herunder anerkender det enkelte parforholds unikhed.

Hendes hovedpointe i denne bog er, at vi ofte forsømmer vores parforhold, sætter det på standby i travlhedens navn - på en måde, vi aldrig ville forsømme andre relationer. Et standby, som kan komme til at vare livet ud - eller til skilsmissen os rammer - hvis vi ikke vågner op.

Bogen giver stof til eftertanke og viser veje frem, ikke kun for unge karrieremennesker med småbørn, men så sandelig også for de midaldrende og halvgamle par, som forsøger at finde en eller anden modus vivendi i krydsfeltet mellem arbejde, voksne børn og børnebørn, gamle forældres eller andre slægtninges (til tider store) behov, øgende træthed, småskavanker, 'kravet' om vedvarende ungdommeligt overskud til aktiviteter af alle slags, egne behov for motion og anden sundhedsfremmende adfærd etc. etc.

Bogen kan fx købes som e-bog hos Tanum.

Ønsket om et fredeligt liv

Efter i mange år at have presset mig selv ud over mine egne grænser (arbejdsmæssigt som forfatter, samt i mit personlige liv) stod jeg omkring nytår udbrændt af og besluttede i samråd med min mand at holde en lang pause fra mere eller mindre alting.

Det var en lettelse at lægge alt fra sig, men det var også svært. I den første lange tid murrede og masede det i mig for at påtage mig nye opgaver og forpligtelser, presse mig selv, have travlt, være hvor jeg blev overforbrugt. Gamle vaner  er svære at lægge fra sig, også selv om man har erkendt, at de er blevet decideret skadelige.
Og den dårlige samvittighed over at hvile var herunder enorm.

Men jeg fik med hiv og sving fastholdt mig selv i pausen. En følelse af tomhed og identitetsløshed fulgte.
Hvem var jeg, når jeg ikke pressede mig selv til det yderste, ikke lod mig presse?
Hvem var jeg, hvis jeg ikke var forfatter?
Hvem var jeg, hvis jeg ikke var opslugt af andres behov? Hvis jeg ikke havde antennerne ude?

Jeg fastholdt mig selv i tomheden, ikke fordi den var rar at være i, men fordi den føltes væsentlig at forsøge at lære af.

Og linjer begyndte at udkrystallisere sig, ord, overskrifter, grundpiller, bærende strukturer eller hvad man nu kan bruge af betegnelser:
Familien og kærligheden
Naturen (skoven, dyrene, fjeldet, havet, himlen, haven)
Vandringen
Sproget og bøgerne
Tilliden til en større sammenhæng

Men stadig manglede hovedoverskriften. En lang tørke og en hedebølge med alt det fysiske og mentale ubehag og al den basale bekymring (for verden som sådan), der fulgte med, skrællede lag på lag af og efterlod ambitionen:

Jeg vil et fredeligt liv.
Midt i en tid, som præker robusthed, væren på 24-7, arbejden (eller løben) (eller fitten) alle smerter, sorger, belastninger og sygdomme væk, konfrontationsberedthed, konstant kritikmodtagelighed, hudløs ærlighed kombineret med selvsikker og kompromisløs selvrealiseren og voluminøs socialiseren ønsker jeg en fredfyldt tilværelse. Jeg vil gerne være venlig, rummelig og respektfuld mod andre. Det har jeg altid gerne villet. Jeg vil yderst sjældent genere eller såre folk.
Jeg ønsker også selv at møde venlighed, rummelighed og respekt.
Og jeg ønsker - i al stilfærdighed - at udbrede tanken om, at det fredelige liv - med pauser, genopladning, (store) lakuner i eksponeringen for konflikt, angreb og kritik, rum til lisende ensomhed, til parlivet, til de udvalgte nære - er et gode, som vi gerne må unde os selv og andre.
Det vil denne blog blive brugt til.

Fred
Ane-Marie Kjeldberg