fredag den 19. juli 2019

Ordløs samtale med naturen, mens ondskaben findes


Foto: Stockunlimited
Det er en lettelse at erkende, at det onde findes, siger dagens interview-offer. Og så finder hun styrke ved at kommunikere ordløst med naturen - og har kæmpet for retfærdighed og rimelighed for sig selv og andre, selv om hun er et sårbart menneske, der helst vil have fred i sit liv

Hvor ofte føler du tilværelsens usikkerhed - og hvordan holder du den ud?

Jeg føler den dagligt. Vi aner jo grundlæggende aldrig, hvad dagen vil bringe os eller vores nærmeste eller verden som sådan.
Men jeg holder det ud ved at tænke, at det er et vilkår for alle skabninger, det er del af naturen eller skabelsen, eller hvad man nu vil kalde det. Naturen er en stor trøst her, fordi vi kan iagttage, hvordan livskraften altid er stærk, bange dyr eller kvæstede dyr og planter kommer sig, eller nyt liv opstår, hvis de dør.

Ødelægger usikkerheden din livskvalitet?
Den kan godt give søvnløse timer og mørke dage, men også det må man tage med. Det er del af det at være menneske, at vi har en bevidsthed, der kan lade os forestille os alle mulige fremtidsscenarier. Det kan hjælpe os i mange tilfælde, men ind imellem er det en pest for os. Sådan er medaljens to sider. Hvis vi kan acceptere det i stedet for at kæmpe imod det, går det nemmere. Og så må vi bringe vores rationelle tankegang i spil, hvis sortsynet har varet for længe. Vi må stole på overlevelseskraften og vores sunde fornuft.

Livet er rodet, men nogen struktur må til
Er dit liv grundlæggende kaotisk eller velordnet?
En blanding. Jeg kan som hovedregel godt lide strukturerede dage, hvor jeg ved, hvad der skal ske på alle fronter; men der kommer altid lige noget andet dumpende og roder op i ordenen.
Hvilket andet?
Det kan være alt muligt. Nogen ringer og har brug for hjælp eller bare for at snakke. Nogen vil akut gerne have et møde med mig. Tagrenden falder ned. Fyret går ud. Nogen bliver syge. Pc’en bryder sammen midt i arbejdet. Ondskab stikker fjæset frem.
Jeg har det svært med det uventede, men jeg har også svært ved at sige nej. Og nogle ting er man jo bare nødt til at fikse eller leve med, uanset hvad.
Igen er det noget med at acceptere, at det er del af naturen, at livet er rodet, samtidig med at man forsøger at fastholde den grad af struktur, man har brug for for at kunne arbejde og fungere.

Tiltro til det, vi er givet fra naturens hånd
Hvad styrer dine dages forløb?
Pligter i høj grad. Jeg har dyr, der skal passes, og jeg har et arbejde at tage mig af. Samtidig skal jeg også passe mit helbred med motion og ordentlig mad, søvn, rekreative aktiviteter og hvile.

Hvad er dit livsfokus?
Med tiden er det blevet at komme tilbage til naturen. Ikke noget med at leve i en jordhytte og fange fugle i snarer; men at erkende, at jeg og alle andre er del af naturen, og at vi af naturen er udstyret med funktionsdygtighed i samhørighed med hele den naturverden, vi er del af. Vi skal bare holde op med at tro, at vi skal skabe os selv og verden forfra hver især hver dag. Vi skal have tiltro til det, vi er givet fra naturens hånd. Vi skal lytte, og ikke hele tiden fylde alting med ord og ordmæssige tanker.

Hvad er dit eget livs største velsignelser?
Naturen, herunder min familie, mine dyr, mine venner og så alt det, vi sædvanligvis forstår ved natur: Skovene, himlen, havet, fjeldet, de vildtlevende dyr.

Hvad er den største interesse i dit liv?
Naturen. Og natur formidlet i billeder eller digtning.

Ordløs samtale med skabelsen
Har du en tro?
Igen må jeg nævne naturen. I den ser jeg en stor sammenhæng og kraft, som vi mennesker vel ofte benævner med ordet Gud. Jeg finder det umuligt ikke at tro på noget større, noget der går over menneskeforstand, noget der bærer os.

Beder du nogensinde?
For mig er det at færdes i naturen og være sammen med mine dyr en kommunikation med det, der bærer os, med skabelsen. Jeg kan spørge uden ord, og jeg kan få svar uden ord. Og der er i det hele taget en kontinuerlig udveksling uden ord, noget, der kører på et helt andet plan end det ordmæssige.

Har du et motto?
Hm. Måske: Stol aldrig på et menneske, der ikke kan lide dyr eller ikke behandler dem ordentligt.

Det onde findes - og det er en lettelse at erkende
Hvilken eller hvilke grundpiller har dit liv?
Naturen. Familien. Troen på, at vi har overlevelsesevne og funktionelle instinkter. Troen på det gode. Viden om at det onde findes. Nysgerrighed. Og herunder at kunne læse.
Hvordan er viden om, at det onde findes, en grundpille?
At forsøge at bilde sig selv og andre ind, at det onde ikke findes, gør livet meget anstrengende. Så kræver hvert møde med ondskab lange overvejelser, efterforskninger og forklaringer, og det kan ende i, at man bebrejder sig selv som offer. Eller bebrejder andre ofre.
Hvis man erkender, at det onde findes, bliver man ikke så forfærdet hver gang, det dukker op, og ender ikke i selvbebrejdelser eller årelange forsøg på at forstå en eller anden rimelig logik.
Jeg tror, at alle mennesker indeholder noget godt; men jeg ved, at en del mennesker også i visse situationer begår onde handlinger. Ofte kan det sikkert forklares ud fra deres fortid eller særlige elementer i deres forfædres historie eller noget tredje, men ikke desto mindre sker onde handlinger i småt og stort, og de fleste af os kommer desværre ud for andres ondskab i en eller anden grad en eller flere gange i vores liv.

Underkastelse skal ikke promoveres
Hvad er meningen med dit liv set i det store perspektiv og set over alle dine år?
At give livet videre. At behandle andre skabninger med respekt og kærlighed; men herunder også at opretholde rimelighed og retfærdighed for mig selv og andre. Ikke at lade mig selv eller andre undertvinge at folk med trang til at gennemtvinge deres egne behov på bekostning af andres. Ikke sætte det eksempel for andre, at underkastelse er en god idé. Underkastelse skal ikke promoveres.
Er du en stærk fighter på den front?
Jeg er ikke stærk i betydningen hård. Jeg er et sårbart menneske og grundlæggende meget venligt anlagt. Jeg vil helst have fred i mit liv. Men man kan godt kæmpe for en sag uden at være gjort af hårdt materiale. Og det har jeg gjort. Sårbarhed medfører ikke, at man skal krybe. Det er vigtigt. Og det er vigtig at være et eksempel der, finder jeg.

Hvad er efter din opfattelse det allervigtigste i menneskelivet, generelt set?
Kærlighed og forståelsen af, at vi er del af naturen, og at vi dermed ikke er alene, ikke skal skabe os selv forfra, men har et dybt fundament af kompetencer, balance og livskraft.

--
Danmark er et relativt trygt land. Men tilværelsen er grundlæggende usikker – og det plager en del af os. 
Tredje del af en interviewserie om, hvordan almindelige borgere i Danmark tackler tilværelsens usikkerhed. 
Interview-offeret er selvstændig og betegner sig selv som ikke helt ung. (De interviewede har frit kunnet vælge, om de vil fremstå med navn eller anonymt.)

--

torsdag den 18. juli 2019

Følelsen af kaos kommer, når der ikke er plads til at være sig selv

Danmark er et relativt trygt land. Men tilværelsen er grundlæggende usikker – og det plager en del af os. 
Anden del af en interviewserie om, hvordan almindelige borgere i Danmark tackler tilværelsens usikkerhed.
Vi taler med en mand i halvtredserne. (De interviewede har frit kunnet vælge, om de vil fremstå med navn eller anonymt.)




Foto. Stockunlimited
Om følelsen af kaos, når man for længe ikke kan være sig selv, men styres af andres behov eller ydre omstændigheder - og om at give mismodet plads, men holde sig oppe ved at huske de gode stunder og tro på næstekærligheden

Hvordan holder du tilværelsens usikkerhed ud?
Jeg tror, jeg så småt har accepteret, at der ikke er en egentlig sikkerhed i livet. Sådan er det bare. Uanset hvad jeg gør, så kan det hele ramle sammen for øjnene af mig i morgen, eller jeg kan selv ramle. Det er en præmis, og jeg har som sagt lært at acceptere den og leve med den. Sådan er tilværelsen. Det betyder ikke, at den ikke kan trænge sig på og få taget i mig indimellem, men for mig er det vigtigt at tænke på de gode oplevelser, jeg har haft, det gode i at kunne være her og nu samt håbet om de gode ting, der stadig måtte ligge forude.

Giv mismodet plads
Hvad siger du til dig selv, når den trænger sig på? 
Når usikkerheden trænger sig på, prøver jeg som sagt at hænge mig fast i de gode stunder i tilværelsen. Men nogle gange er det ikke nok. Nogle gange er der ikke andet at gøre end at opleve mismod eller frygt og give den lov at være der, og jeg ved også fornuftsmæssigt, at sindstilstanden vil gå over. Det har jeg prøvet før. Jeg ved det sker, og det siger jeg til mig selv.
Heldigvis oplever jeg det heller ikke så tit, så jeg vil ikke sige, at det ødelægger min livskvalitet væsentligt, selv om jeg virkelig kan være mismodig, mens det står på. Jeg tror, jeg bare prøver på at nyde de gode stunder desto mere.

Er dit liv grundlæggende kaotisk eller velordnet? 
Grundlæggende oplever jeg mit liv som velordnet, styret af en række rutiner, som for eksempel ikke mindst arbejdslivet, men også præget af, at man sådan cirka ved, hvor man har partneren. En følelse af kaos kan komme op i mig, når jeg flere dage eller uger i træk føler, at jeg kun bevæger mig omkring styret af andres behov eller ydre omstændigheder. Når hensynet til andre i for lang tid har overtrumfet egne ønsker og behov. Når jeg ikke bare kan være mig selv.

Hvad er dit livsfokus?
Jeg er ikke sikker på, at man kan sige, at jeg har et egentligt livsfokus. Jeg vil gerne, at mine børn har en fornemmelse af, hvad deres far står for. Og jeg står i en situation, hvor det bliver mere og mere vigtigt for mig, at jeg kan sikre mig og min kone en tryg alderdom. Ikke en rig alderdom, men en tryg alderdom.
Og fortsat at være i stand til at kunne hjælpe mine børn, når det måtte være efterspurgt.

Hvad er dit livs lys?
Mine børn og de efterhånden mange gode stunder, jeg har fået lov at opleve med min kone, samt håbet om meget mere godt samvær.

Det vigtige er tid til fordybelse
Hvad er den største interesse i dit liv?
Gennem tiden har jeg haft en række interesser, nogle vedvarende, andre mere periodiske. At dyrke dem giver mig forskellige former for tilfredsstillelse (sportsudøvelse for eksempel giver mig umiddelbart fysisk og mental genopladning). Men generelt er det vigtige ved interesserne følelsen af, at der er tid til at følge og udleve dem.

Har du et kald i livet?
At have et kald er et stort ord, men jeg vil kalde det mit ønske at bidrage til en verden i fred, hvor mennesker behandler hinanden anstændigt, og til (og det er begyndt at betyde mere for mig gennem de seneste år), at vi behandler jorden bedre.

Næstekærligheden
Har du en tro?
Jeg vil ikke nødvendigvis kalde det en tro, men jeg tror på det kristne budskab om næstekærlighed, et budskab som jeg i øvrigt fornemmer forankret i mange trosretninger, ikke bare den kristne.

Hvad er efter din mening det allervigtigste i menneskelivet?
At prøve på at hjælpe hinanden og sig selv til en positiv tilværelse (begge dele på samme tid kan det ofte være svært at forene, men det skal ikke hindre os i at prøve) og en dag at kunne efterlade dem, der følger med og efter mig, med positive minder.