Angsten hedder Flemming

Foto: Stockunlimited

Tilværelsens usikkerhed: Dagens interview-offer kalder angsten Flemming og husker sig selv på, at de fleste mennesker gør deres bedste. Og så står hun ved, at hun elsker sin kalender, og at familie og venner er hendes livs velsignelse

Føler du ofte tilværelsens usikkerhed, og hvordan holder du den ud?
Ja, det forestiller jeg mig, at alle gør, jeg tror, det er intet mindre end et grundvilkår i menneskelivet. Af og til synes jeg, det er svært at acceptere, at man kan gøre alle de rigtige ting, men alligevel miste det hele på et øjeblik. Det gør mig faktisk skidesur og ked af det.

Ødelægger usikkerheden din livskvalitet?
Jeg kan have dårlige dage, eller rettere sagt nætter, hvor angsten fylder meget. Men jeg prøver at give angsten et navn, ofte Flemming, og når de mørke tanker trænger sig på, så forestiller jeg mig, at det er trælse Flemming, der lige forsøger at ødelægge min dag med et eller andet katastrofescenarie. Det gør det lettere at sige: "Jaja, det er godt med dig, Flemming, hold nu kæft!" og så komme videre. Hvis det hele går galt, hjælper det jo alligevel ikke noget at have bekymret sig på forhånd. Og som min far har lært mig, er store katastrofer statistisk meget, meget usandsynlige, så det prøver jeg intenst at internalisere. Det er dog slet ikke altid nemt.

At elske sit barn - og sin kalender
Føles dit liv grundlæggende kaotisk eller velordnet?

Tilværelsen føles i sig selv kaotisk, men jeg prøver på at ordne den, så meget jeg overhovedet kan gennem rutineprægede aktivteter, ordne vasketøj, handle, generelt løse små opgaver løbende. Jeg kan godt lide at forsøge at skabe en struktur, og jeg elsker min kalender meget højt. Da jeg var yngre, havde jeg det lidt stramt med mit behov for at organisere, men nu er jeg begyndt at stå mere ved, at jeg sgu ikke er super spontan. Jeg har brug for min kalender, og det er O.K.

Hvad styrer dine dages forløb? 

Lige for tiden er det mit barn, der styrer slagets gang. Hun kommer altid først. At have et lille barn skaber både en rimelig forudsigelig hverdag, men der kan også opstå pludselige behov, som gør, at andre ting må tilsidesættes.

Hvad er dit livsfokus? 
Først og fremmest er jeg fokuseret på, at mit barn skal have en god og tryg barndom. Det er på det meget konkrete plan. Men mere generelt er mit fokus at gøre verden bare en snert bedre. Altid prøve at gøre det venlige og det rigtige. Og blive klogere. Vi fucker allesammen op nogle gange, så lærer vi af det og gør det bedre næste gang.

Hvad er dit livs største velsignelse?

Det er jo på en måde så banalt et svar, men det er virkelig min familie og mine venner. Jeg er meget heldig at have en stor og forgrenet familie, som hele tiden udvider sig i alle retninger. Og helt særligt velsignet føler jeg det er at være mor til mit barn. Jeg tænker ofte på, hvor vanvittig hårdt det må være, hvis man ønsker sig børn, men ikke kan få dem. Jeg er meget, meget heldig.

De fleste gør deres bedste i det meningsløse liv

Har du et motto?

Ikke et motto som sådan, men jeg kan godt lide at minde mig selv om, at alle mennesker gør deres bedste. Nogle gange er deres bedste ikke særlig godt, men det er de allerallerallerfærreste, der forsøger at være onde eller lede.

Har du en tro?
Ja, det har jeg, men for mig er tro en meget privat sag, som jeg stort set ikke taler med nogen om, så derfor vil jeg heller ikke nærmere ind på det her. Det holder jeg for mig selv. 

Hvad er meningen med dit liv set i det store perspektiv?
Jeg tror helt ærligt ikke så meget på en større mening med alting eller mit liv. Livet er grundlæggende helt meningsløst, men jeg tror, vi skaber en eller anden mening i øjeblikket gennem de små handlinger af kærlighed og gode intentioner. For at citere Gandalf: "I found it is the small everyday deeds of ordinary folk that keep the darkness at bay".

Hvad er efter din opfattelse det allervigtigste i menneskelivet, generelt set?
At vi passer på hinanden. Og ikke dømmer hinanden ude for småfejl. Vi skal sgu passe på hinanden ellers overlever vi ikke.

--
Danmark er et relativt trygt land. Men tilværelsen er grundlæggende usikker – og det plager en del af os.
Fjerde del af en interviewserie om, hvordan almindelige borgere i Danmark tackler tilværelsens usikkerhed.
Interview-offeret er en kvinde midt i tyverne. (De interviewede har frit kunnet vælge, om de vil fremstå med navn eller anonymt.)

Ordløs samtale med naturen, mens ondskaben findes

Foto: Stockunlimited

Det er en lettelse at erkende, at det onde findes, siger dagens interview-offer. Og så finder hun styrke ved at kommunikere ordløst med naturen - og har kæmpet for retfærdighed og rimelighed for sig selv og andre, selv om hun er et sårbart menneske, der helst vil have fred i sit liv

Hvor ofte føler du tilværelsens usikkerhed - og hvordan holder du den ud?

Jeg føler den dagligt. Vi aner jo grundlæggende aldrig, hvad dagen vil bringe os eller vores nærmeste eller verden som sådan.
Men jeg holder det ud ved at tænke, at det er et vilkår for alle skabninger, det er del af naturen eller skabelsen, eller hvad man nu vil kalde det. Naturen er en stor trøst her, fordi vi kan iagttage, hvordan livskraften altid er stærk, bange dyr eller kvæstede dyr og planter kommer sig, eller nyt liv opstår, hvis de dør.

Ødelægger usikkerheden din livskvalitet?
Den kan godt give søvnløse timer og mørke dage, men også det må man tage med. Det er del af det at være menneske, at vi har en bevidsthed, der kan lade os forestille os alle mulige fremtidsscenarier. Det kan hjælpe os i mange tilfælde, men ind imellem er det en pest for os. Sådan er medaljens to sider. Hvis vi kan acceptere det i stedet for at kæmpe imod det, går det nemmere. Og så må vi bringe vores rationelle tankegang i spil, hvis sortsynet har varet for længe. Vi må stole på overlevelseskraften og vores sunde fornuft.

Livet er rodet, men nogen struktur må til

Er dit liv grundlæggende kaotisk eller velordnet?
En blanding. Jeg kan som hovedregel godt lide strukturerede dage, hvor jeg ved, hvad der skal ske på alle fronter; men der kommer altid lige noget andet dumpende og roder op i ordenen.
Hvilket andet?
Det kan være alt muligt. Nogen ringer og har brug for hjælp eller bare for at snakke. Nogen vil akut gerne have et møde med mig. Tagrenden falder ned. Fyret går ud. Nogen bliver syge. Pc’en bryder sammen midt i arbejdet. Ondskab stikker fjæset frem.
Jeg har det svært med det uventede, men jeg har også svært ved at sige nej. Og nogle ting er man jo bare nødt til at fikse eller leve med, uanset hvad.
Igen er det noget med at acceptere, at det er del af naturen, at livet er rodet, samtidig med at man forsøger at fastholde den grad af struktur, man har brug for for at kunne arbejde og fungere.

Tiltro til det, vi er givet fra naturens hånd

Hvad styrer dine dages forløb?
Pligter i høj grad. Jeg har dyr, der skal passes, og jeg har et arbejde at tage mig af. Samtidig skal jeg også passe mit helbred med motion og ordentlig mad, søvn, rekreative aktiviteter og hvile.

Hvad er dit livsfokus?
Med tiden er det blevet at komme tilbage til naturen. Ikke noget med at leve i en jordhytte og fange fugle i snarer; men at erkende, at jeg og alle andre er del af naturen, og at vi af naturen er udstyret med funktionsdygtighed i samhørighed med hele den naturverden, vi er del af. Vi skal bare holde op med at tro, at vi skal skabe os selv og verden forfra hver især hver dag. Vi skal have tiltro til det, vi er givet fra naturens hånd. Vi skal lytte, og ikke hele tiden fylde alting med ord og ordmæssige tanker.

Hvad er dit eget livs største velsignelser?
Naturen, herunder min familie, mine dyr, mine venner og så alt det, vi sædvanligvis forstår ved natur: Skovene, himlen, havet, fjeldet, de vildtlevende dyr.

Hvad er den største interesse i dit liv?
Naturen. Og natur formidlet i billeder eller digtning.

Ordløs samtale med skabelsen

Har du en tro?
Igen må jeg nævne naturen. I den ser jeg en stor sammenhæng og kraft, som vi mennesker vel ofte benævner med ordet Gud. Jeg finder det umuligt ikke at tro på noget større, noget der går over menneskeforstand, noget der bærer os.

Beder du nogensinde?
For mig er det at færdes i naturen og være sammen med mine dyr en kommunikation med det, der bærer os, med skabelsen. Jeg kan spørge uden ord, og jeg kan få svar uden ord. Og der er i det hele taget en kontinuerlig udveksling uden ord, noget, der kører på et helt andet plan end det ordmæssige.

Har du et motto?
Hm. Måske: Stol aldrig på et menneske, der ikke kan lide dyr eller ikke behandler dem ordentligt.

Det onde findes - og det er en lettelse at erkende

Hvilken eller hvilke grundpiller har dit liv?
Naturen. Familien. Troen på, at vi har overlevelsesevne og funktionelle instinkter. Troen på det gode. Viden om at det onde findes. Nysgerrighed. Og herunder at kunne læse.
Hvordan er viden om, at det onde findes, en grundpille?
At forsøge at bilde sig selv og andre ind, at det onde ikke findes, gør livet meget anstrengende. Så kræver hvert møde med ondskab lange overvejelser, efterforskninger og forklaringer, og det kan ende i, at man bebrejder sig selv som offer. Eller bebrejder andre ofre.
Hvis man erkender, at det onde findes, bliver man ikke så forfærdet hver gang, det dukker op, og ender ikke i selvbebrejdelser eller årelange forsøg på at forstå en eller anden rimelig logik.
Jeg tror, at alle mennesker indeholder noget godt; men jeg ved, at en del mennesker også i visse situationer begår onde handlinger. Ofte kan det sikkert forklares ud fra deres fortid eller særlige elementer i deres forfædres historie eller noget tredje, men ikke desto mindre sker onde handlinger i småt og stort, og de fleste af os kommer desværre ud for andres ondskab i en eller anden grad en eller flere gange i vores liv.

Underkastelse skal ikke promoveres

Hvad er meningen med dit liv set i det store perspektiv og set over alle dine år?
At give livet videre. At behandle andre skabninger med respekt og kærlighed; men herunder også at opretholde rimelighed og retfærdighed for mig selv og andre. Ikke at lade mig selv eller andre undertvinge at folk med trang til at gennemtvinge deres egne behov på bekostning af andres. Ikke sætte det eksempel for andre, at underkastelse er en god idé. Underkastelse skal ikke promoveres.

Er du en stærk fighter på den front?

Jeg er ikke stærk i betydningen hård. Jeg er et sårbart menneske og grundlæggende meget venligt anlagt. Jeg vil helst have fred i mit liv. Men man kan godt kæmpe for en sag uden at være gjort af hårdt materiale. Og det har jeg gjort. Sårbarhed medfører ikke, at man skal krybe. Det er vigtigt. Og det er vigtig at være et eksempel der, finder jeg.

Hvad er efter din opfattelse det allervigtigste i menneskelivet, generelt set?
Kærlighed og forståelsen af, at vi er del af naturen, og at vi dermed ikke er alene, ikke skal skabe os selv forfra, men har et dybt fundament af kompetencer, balance og livskraft.

--
Danmark er et relativt trygt land. Men tilværelsen er grundlæggende usikker – og det plager en del af os. 
Tredje del af en interviewserie om, hvordan almindelige borgere i Danmark tackler tilværelsens usikkerhed. 
Interview-offeret er selvstændig og betegner sig selv som ikke helt ung. (De interviewede har frit kunnet vælge, om de vil fremstå med navn eller anonymt.)

--

Følelsen af kaos kommer, når der ikke er plads til at være sig selv

Danmark er et relativt trygt land. Men tilværelsen er grundlæggende usikker – og det plager en del af os. 
Anden del af en interviewserie om, hvordan almindelige borgere i Danmark tackler tilværelsens usikkerhed.
Vi taler med en mand i halvtredserne. (De interviewede har frit kunnet vælge, om de vil fremstå med navn eller anonymt.)

Foto. Stockunlimited

Om følelsen af kaos, når man for længe ikke kan være sig selv, men styres af andres behov eller ydre omstændigheder - og om at give mismodet plads, men holde sig oppe ved at huske de gode stunder og tro på næstekærligheden

Hvordan holder du tilværelsens usikkerhed ud?
Jeg tror, jeg så småt har accepteret, at der ikke er en egentlig sikkerhed i livet. Sådan er det bare. Uanset hvad jeg gør, så kan det hele ramle sammen for øjnene af mig i morgen, eller jeg kan selv ramle. Det er en præmis, og jeg har som sagt lært at acceptere den og leve med den. Sådan er tilværelsen. Det betyder ikke, at den ikke kan trænge sig på og få taget i mig indimellem, men for mig er det vigtigt at tænke på de gode oplevelser, jeg har haft, det gode i at kunne være her og nu samt håbet om de gode ting, der stadig måtte ligge forude.

Giv mismodet plads
Hvad siger du til dig selv, når den trænger sig på? 
Når usikkerheden trænger sig på, prøver jeg som sagt at hænge mig fast i de gode stunder i tilværelsen. Men nogle gange er det ikke nok. Nogle gange er der ikke andet at gøre end at opleve mismod eller frygt og give den lov at være der, og jeg ved også fornuftsmæssigt, at sindstilstanden vil gå over. Det har jeg prøvet før. Jeg ved det sker, og det siger jeg til mig selv.
Heldigvis oplever jeg det heller ikke så tit, så jeg vil ikke sige, at det ødelægger min livskvalitet væsentligt, selv om jeg virkelig kan være mismodig, mens det står på. Jeg tror, jeg bare prøver på at nyde de gode stunder desto mere.

Er dit liv grundlæggende kaotisk eller velordnet? 
Grundlæggende oplever jeg mit liv som velordnet, styret af en række rutiner, som for eksempel ikke mindst arbejdslivet, men også præget af, at man sådan cirka ved, hvor man har partneren. En følelse af kaos kan komme op i mig, når jeg flere dage eller uger i træk føler, at jeg kun bevæger mig omkring styret af andres behov eller ydre omstændigheder. Når hensynet til andre i for lang tid har overtrumfet egne ønsker og behov. Når jeg ikke bare kan være mig selv.

Hvad er dit livsfokus?
Jeg er ikke sikker på, at man kan sige, at jeg har et egentligt livsfokus. Jeg vil gerne, at mine børn har en fornemmelse af, hvad deres far står for. Og jeg står i en situation, hvor det bliver mere og mere vigtigt for mig, at jeg kan sikre mig og min kone en tryg alderdom. Ikke en rig alderdom, men en tryg alderdom.
Og fortsat at være i stand til at kunne hjælpe mine børn, når det måtte være efterspurgt.

Hvad er dit livs lys?
Mine børn og de efterhånden mange gode stunder, jeg har fået lov at opleve med min kone, samt håbet om meget mere godt samvær.

Det vigtige er tid til fordybelse
Hvad er den største interesse i dit liv?
Gennem tiden har jeg haft en række interesser, nogle vedvarende, andre mere periodiske. At dyrke dem giver mig forskellige former for tilfredsstillelse (sportsudøvelse for eksempel giver mig umiddelbart fysisk og mental genopladning). Men generelt er det vigtige ved interesserne følelsen af, at der er tid til at følge og udleve dem.

Har du et kald i livet?
At have et kald er et stort ord, men jeg vil kalde det mit ønske at bidrage til en verden i fred, hvor mennesker behandler hinanden anstændigt, og til (og det er begyndt at betyde mere for mig gennem de seneste år), at vi behandler jorden bedre.

Næstekærligheden
Har du en tro?
Jeg vil ikke nødvendigvis kalde det en tro, men jeg tror på det kristne budskab om næstekærlighed, et budskab som jeg i øvrigt fornemmer forankret i mange trosretninger, ikke bare den kristne.

Hvad er efter din mening det allervigtigste i menneskelivet?
At prøve på at hjælpe hinanden og sig selv til en positiv tilværelse (begge dele på samme tid kan det ofte være svært at forene, men det skal ikke hindre os i at prøve) og en dag at kunne efterlade dem, der følger med og efter mig, med positive minder.

Det hjælper at hjælpe - og at gå

Danmark er et relativt trygt land. Men tilværelsen er grundlæggende usikker – og det plager en del af os.
Første del af en interviewserie om, hvordan almindelige borgere i Danmark tackler tilværelsens usikkerhed.
Vi taler med en kreativt skabende kvinde i halvtredserne. (De interviewede har frit kunnet vælge, om de vil fremstå med navn eller anonymt.)

Om at gå, hjælpe og hvile sig ud af tilværelsens usikkerhed. Og om at bede en aftenbøn, som er hemmelig – og droppe støvsugningen, fordi der er brug for kærlighed

Foto. Stockunlimited

Hvordan holder du tilværelsens usikkerhed ud, og hvor ofte føler du den? 

Jeg føler det usikre i tilværelsen mere eller mindre dagligt. Det hænger nok en del sammen med mit erhverv, som ikke giver penge på kistebunden. Men en del bunder også i, at jeg har oplevet nogle dødsfald og svigt, som har vist mig, at livets barske sider kan lure om hvert hjørne.

Ødelægger det din livskvalitet?

Det gør mig til et bekymret menneske, som bruger en del tid på at ligge vågen om natten og frygte det værste.
Det er på mange måder en ulempe, der giver stress og kan irritere mindre bekymrede medmennesker. Men det giver mig også en evne til at leve mig ind i mennesker, der har det svært, og jeg tror, jeg er ret god til at tale med og støtte folk, der er nede i kulkælderen. Og til i mit kreative virke at arbejde med det, at menneskelivet nogle gange er en prøvelse. Det forsøger jeg at se som en styrke, jeg har fået, og som jeg bør bruge. En måde, jeg kan hjælpe andre. Det hjælper at hjælpe andre.
Og ellers går jeg mig simpelthen ud af utrygheden.

Går ud af den?

Ja, tanker og følelser finder en eller anden ro, når man går. Så jeg går tur, eller går i stedet for at tage bussen fra det ene til det andet. Man bliver ikke tanketom og følelsesløs, men tanker og følelser bevæger sig lettere, mens fødderne bringer en gennem landskabet. Jeg har opdaget, at rigtig mange deler den oplevelse med mig.

Men hygge er også en metode. At rulle sig sammen i sofaen med noget fredeligt (eller en thriller!) på tv, lidt slik og en kop kaffe og helst en elsket person ved siden af sig, det erstatter usikkerheden med en følelse af tryghed i lige det øjeblik. Jeg tror, det er meget værdifuldt at have disse øjeblikke. De er en modgift.
Og så er det vigtigt at huske i det hele taget at rekreere. Bekymrede mennesker har ofte en tendens til at slide meget hårdt i det for at forsøge at sikre sig, eller sikre deres nærmeste. Hvile er vigtig. Uden den kan vi ikke blive ved.

Er dit liv grundlæggende kaotisk eller velordnet? 
Dybest set er livet vel kaos. Vi aner ikke, hvad der vil ske i næste øjeblik, eller hvad der egentlig opretholder livet og universet som sådan. Men alle levende væsner skaber en eller anden struktur. For dyrene foregår det instinktivt og inden for nogle meget faste rammer, som ligger i den enkelte arts natur. For mennesker er der mange flere valgmuligheder, og det kan give os muligheden for at flyve højt, opfinde og skabe nyt; men det kan også give os enorm uro, for vælger vi nu den rette vej, eller skulle vi hellere tage en anden eller tredje?

Kærlighed i stedet for støvsugning

Hvad styrer dine dages forløb?
For mig i mit voksenliv har det altid været arbejde og andre pligter, der har givet grundstrukturen i mine dage. Men samtidig er kærligheden og samhørigheden bærende elementer for mig sammen med en dyb higen efter at mærke en større mening og sammenhæng. Så der er en vekselvirkning hele tiden mellem det praktiske og livsværdierne. Og den vekselvirkning kan godt bidrage til kaos i strukturen.

Hvordan det?

Nogle gange må man droppe at støvsuge, fordi der er brug for kærlighed. Sådan lidt forsimplet sagt.

Hvad er dit livsfokus?

At bære det lys, jeg har at bære. Det vil sige at bruge min empati, kærlighed og retfærdighedssans til at lette livet for andre. Og jeg har ikke kræfter og evner til at være en Mother Teresa, så jeg bruger mine kræfter på mine nærmeste; men også på ved hjælp af mit kreative virke at sprede en eller anden art lettelse til mennesker, jeg ikke kender.
Hvilken lettelse giver du dem, du ikke kender?

Måske kan de spejle sig i noget af det, jeg laver, og derved føle sig forstået eller i det mindste opleve, at de ikke er alene.

Hvad er dit eget livs største velsignelser?
Min familie, mine dyr og naturen. Og så hvilen. Den er jeg slem til at glemme, men den er uundværlig. Det er der, vi stabiliseres.

Hvad er den største interesse i dit liv?

Ud over det, jeg lige har nævnt – familien, dyrene og naturen – så interesserer menneskers adfærd mig meget, deres samspil og deres teknikker til at finde mening i tilværelsen. Så det bedste ved mange turistattraktioner er for mig ikke attraktionen, men at betragte folk, høre dem tale sammen, se dem gebærde sig. Og jeg kan lide at snakke med familie og venner. Men billedkunsten, film- og teaterkunsten, skønlitteraturen og faglitteraturen er jo også fredagsslik for en som mig. Og alle mulige slags museer er det reneste slaraffenland.

Hvis jeg ikke tror, dør jeg af skræk

Har du en tro?
Jeg tror på en sammenhængskraft i tilværelsen, der går over vores forstand. Det er jeg nødt til, ellers ville jeg dø af skræk. Og for mig at se går alle trosretninger ud på nogenlunde det samme, men som opvokset i en kristent funderet kultur er det kristendommen, jeg kender mest til.

Er du så kristen?

Jeg er døbt og medlem af folkekirken og sætter pris på meget af det, jeg kan finde i Biblen. Og jeg er vældig glad for mange af vores salmer. Men bortset fra det er min tro nok ret hjemmestrikket og meget stilfærdig. Jeg er ikke hardcore kirkegænger.
Beder du nogensinde?

Ja, jeg beder aftenbøn hver aften. Og om morgenen beder jeg mere eller mindre ordløst ved hjælp af en bedekrans, som kaldes Kristuskransen.

Vil du dele din aftenbøn med læserne?

Nej, det er alt for privat. Og der vil jeg så også henvise til Matthæus 6.6, hvor der står noget i retning af, at når du skal bede, så gå ind i dit lønkammer.

Med samhørighed kan vi bære det utroligste

Har du et motto?

Mit motto er, at livet er for kort til mottoer.

Hvilken eller hvilke grundpiller har dit liv?

Familien og de andre nære samt næstekærligheden - herunder til dyrene og naturen. Og humoren.

Hvad er meningen med dit liv set i det store perspektiv og set over alle dine år?

Ja, hvad er meningen med menneskers liv?
At bidrage til, at menneskelivet fortsætter? At livet som sådan fortsætter? Det er vel det grundlæggende.
Men jeg vil gerne give min skærv til det hele ved som nævnt at give kærligheden og næstekærligheden plads.

Hvad er efter din opfattelse det allervigtigste i menneskelivet, generelt set?

At føle samhørighed med andre levende væsner. Uden en eller anden samhørighed bliver vi vanvittige. Og med samhørighed kan vi bære det utroligste. Også dét at miste strukturen i vores liv af syne for en tid.


.

Foreslå-hvile-måned

Kender du det? En ven eller et familiemedlem fortæller dig, at han eller hun er så træt/har afsindig hovedpine/er overkørt og stresset/er snotforkølet - og du foreslår en rask løbetur/to panodil/ginseng/de nyeste superhypermega-c-vitamin-tabletter med tranebær og havtorn?

Du foreslår ikke det, som vores bedstemødre og oldemødre ville have foreslået: Hvile.

Jeg kender det i hvert fald. Det er ikke få gange, jeg har foreslået et eller andet remedium, som (måske) kunne få symptomerne til at gå væk eller mildnes - eller selv er blevet foreslået det, hvis jeg var den med hovedpinen, trætheden, snottet etc.

I en snæver vending kan det jo også være godt nok. Hvis vi SKAL blive ved lidt endnu.
Men skal vi det hele tiden - og igen og igen?

Jeg mindes en panodilreklame (eller noget i den stil), hvor en far er ude og udføre tree climbing med sine børn (for nej, han klatrer ikke i familiens æbletræ - det er noget med gangbroer og reb og hjelme og stort ståhej) - og så får han hovedpine og må sluge et par piller for at kunne fortsætte morskaben.

Og er han egentlig en god rollemodel der? Ignorer din krops signaler, så du kan 'more' dig/underholde andre? (Eller arbejde i døgndrift? Eller overleve kronisk belastende omgivelser? Etc.)
Jojo, man kan argumentere med, at det konkret her i reklamens fiktion måske var noget, ungerne havde glædet sig vildt til i flere år. Men generelt?
Skal vi spille med på den der med, at kroppens signaler om, at noget er galt, skal nedkæmpes?

Fra Pausens kraft af  farmaceut og ph.d. Birgit Signora Toft

Jeg tror stadig, at vi dybt inde føler trangen til at søge ro, hvile og søvn, når vi er trætte, syge, udmattede. Den er naturlig. For hvad gør et sygt og træt dyr? Spæner omkring? Næ, det sover - eller hviler i det mindste.
Heling sker i hvile.
Det vidste vores oldemødre godt.

Og jeg foreslår, at vi skal gøre resten af august til foreslå-hvile-måned. Så i stedet for at sige ginseng eller panodil eller løbetur til de trætte og forkølede og overkørte, så lad os sige "hvile!" Lad os foreslå, at de dropper weekendens halvmaraton eller aftenens overarbejde eller pligtarrangementet i børnehaven og i stedet laver ingenting eller sover. (Man kan PS faktisk også godt lave ingenting eller småsove under æbletræet, mens ungerne klatrer.)

Kjærlighet i hastighetens tid - en klog bog

På mit natbord ligger for tiden en norsk bog: Kjærlighet i hastighetens tid. Den er skrevet af den norske psykolog Sissel Gran, og jeg er meget glad for den indtil videre.

Den handler om parforholdet og dets trange kår i vores tid, hvor travlheden hersker - og er et ideal - mens hvile, ro og koncentration nærmest er fyord.

Sissel Grans force er i mine øjne, at hun er en voksen dame (født i 1951)  med stor erfaring i bagagen, og at hun samtidig tager kærligheden og dens mekanismer alvorligt og herunder anerkender det enkelte parforholds unikhed.

Hendes hovedpointe i denne bog er, at vi ofte forsømmer vores parforhold, sætter det på standby i travlhedens navn - på en måde, vi aldrig ville forsømme andre relationer. Et standby, som kan komme til at vare livet ud - eller til skilsmissen os rammer - hvis vi ikke vågner op.

Bogen giver stof til eftertanke og viser veje frem, ikke kun for unge karrieremennesker med småbørn, men så sandelig også for de midaldrende og halvgamle par, som forsøger at finde en eller anden modus vivendi i krydsfeltet mellem arbejde, voksne børn og børnebørn, gamle forældres eller andre slægtninges (til tider store) behov, øgende træthed, småskavanker, 'kravet' om vedvarende ungdommeligt overskud til aktiviteter af alle slags, egne behov for motion og anden sundhedsfremmende adfærd etc. etc.

Bogen kan fx købes som e-bog hos Tanum.

Ønsket om et fredeligt liv

Efter i mange år at have presset mig selv ud over mine egne grænser (arbejdsmæssigt som forfatter, samt i mit personlige liv) stod jeg omkring nytår udbrændt af og besluttede i samråd med min mand at holde en lang pause fra mere eller mindre alting.

Det var en lettelse at lægge alt fra sig, men det var også svært. I den første lange tid murrede og masede det i mig for at påtage mig nye opgaver og forpligtelser, presse mig selv, have travlt, være hvor jeg blev overforbrugt. Gamle vaner  er svære at lægge fra sig, også selv om man har erkendt, at de er blevet decideret skadelige.
Og den dårlige samvittighed over at hvile var herunder enorm.

Men jeg fik med hiv og sving fastholdt mig selv i pausen. En følelse af tomhed og identitetsløshed fulgte.
Hvem var jeg, når jeg ikke pressede mig selv til det yderste, ikke lod mig presse?
Hvem var jeg, hvis jeg ikke var forfatter?
Hvem var jeg, hvis jeg ikke var opslugt af andres behov? Hvis jeg ikke havde antennerne ude?

Jeg fastholdt mig selv i tomheden, ikke fordi den var rar at være i, men fordi den føltes væsentlig at forsøge at lære af.

Og linjer begyndte at udkrystallisere sig, ord, overskrifter, grundpiller, bærende strukturer eller hvad man nu kan bruge af betegnelser:
Familien og kærligheden
Naturen (skoven, dyrene, fjeldet, havet, himlen, haven)
Vandringen
Sproget og bøgerne
Tilliden til en større sammenhæng

Men stadig manglede hovedoverskriften. En lang tørke og en hedebølge med alt det fysiske og mentale ubehag og al den basale bekymring (for verden som sådan), der fulgte med, skrællede lag på lag af og efterlod ambitionen:

Jeg vil et fredeligt liv.
Midt i en tid, som præker robusthed, væren på 24-7, arbejden (eller løben) (eller fitten) alle smerter, sorger, belastninger og sygdomme væk, konfrontationsberedthed, konstant kritikmodtagelighed, hudløs ærlighed kombineret med selvsikker og kompromisløs selvrealiseren og voluminøs socialiseren ønsker jeg en fredfyldt tilværelse. Jeg vil gerne være venlig, rummelig og respektfuld mod andre. Det har jeg altid gerne villet. Jeg vil yderst sjældent genere eller såre folk.
Jeg ønsker også selv at møde venlighed, rummelighed og respekt.
Og jeg ønsker - i al stilfærdighed - at udbrede tanken om, at det fredelige liv - med pauser, genopladning, (store) lakuner i eksponeringen for konflikt, angreb og kritik, rum til lisende ensomhed, til parlivet, til de udvalgte nære - er et gode, som vi gerne må unde os selv og andre.
Det vil denne blog blive brugt til.

Fred
Ane-Marie Kjeldberg