Det var en lettelse at lægge alt fra sig, men det var også svært. I den første lange tid murrede og masede det i mig for at påtage mig nye opgaver og forpligtelser, presse mig selv, have travlt, være hvor jeg blev overforbrugt. Gamle vaner er svære at lægge fra sig, også selv om man har erkendt, at de er blevet decideret skadelige.
Og den dårlige samvittighed over at hvile var herunder enorm.
Men jeg fik med hiv og sving fastholdt mig selv i pausen. En følelse af tomhed og identitetsløshed fulgte.
Hvem var jeg, når jeg ikke pressede mig selv til det yderste, ikke lod mig presse?
Hvem var jeg, hvis jeg ikke var forfatter?
Hvem var jeg, hvis jeg ikke var opslugt af andres behov? Hvis jeg ikke havde antennerne ude?
Jeg fastholdt mig selv i tomheden, ikke fordi den var rar at være i, men fordi den føltes væsentlig at forsøge at lære af.
Og linjer begyndte at udkrystallisere sig, ord, overskrifter, grundpiller, bærende strukturer eller hvad man nu kan bruge af betegnelser:
Familien og kærligheden
Naturen (skoven, dyrene, fjeldet, havet, himlen, haven)
Vandringen
Sproget og bøgerne
Tilliden til en større sammenhæng
Men stadig manglede hovedoverskriften. En lang tørke og en hedebølge med alt det fysiske og mentale ubehag og al den basale bekymring (for verden som sådan), der fulgte med, skrællede lag på lag af og efterlod ambitionen:
Jeg vil et fredeligt liv.
Midt i en tid, som præker robusthed, væren på 24-7, arbejden (eller løben) (eller fitten) alle smerter, sorger, belastninger og sygdomme væk, konfrontationsberedthed, konstant kritikmodtagelighed, hudløs ærlighed kombineret med selvsikker og kompromisløs selvrealiseren og voluminøs socialiseren ønsker jeg en fredfyldt tilværelse. Jeg vil gerne være venlig, rummelig og respektfuld mod andre. Det har jeg altid gerne villet. Jeg vil yderst sjældent genere eller såre folk.
Jeg ønsker også selv at møde venlighed, rummelighed og respekt.
Og jeg ønsker - i al stilfærdighed - at udbrede tanken om, at det fredelige liv - med pauser, genopladning, (store) lakuner i eksponeringen for konflikt, angreb og kritik, rum til lisende ensomhed, til parlivet, til de udvalgte nære - er et gode, som vi gerne må unde os selv og andre.
Det vil denne blog blive brugt til.
Fred
Ane-Marie Kjeldberg
