Følelsen af kaos kommer, når der ikke er plads til at være sig selv

Danmark er et relativt trygt land. Men tilværelsen er grundlæggende usikker – og det plager en del af os. 
Anden del af en interviewserie om, hvordan almindelige borgere i Danmark tackler tilværelsens usikkerhed.
Vi taler med en mand i halvtredserne. (De interviewede har frit kunnet vælge, om de vil fremstå med navn eller anonymt.)

Foto. Stockunlimited

Om følelsen af kaos, når man for længe ikke kan være sig selv, men styres af andres behov eller ydre omstændigheder - og om at give mismodet plads, men holde sig oppe ved at huske de gode stunder og tro på næstekærligheden

Hvordan holder du tilværelsens usikkerhed ud?
Jeg tror, jeg så småt har accepteret, at der ikke er en egentlig sikkerhed i livet. Sådan er det bare. Uanset hvad jeg gør, så kan det hele ramle sammen for øjnene af mig i morgen, eller jeg kan selv ramle. Det er en præmis, og jeg har som sagt lært at acceptere den og leve med den. Sådan er tilværelsen. Det betyder ikke, at den ikke kan trænge sig på og få taget i mig indimellem, men for mig er det vigtigt at tænke på de gode oplevelser, jeg har haft, det gode i at kunne være her og nu samt håbet om de gode ting, der stadig måtte ligge forude.

Giv mismodet plads
Hvad siger du til dig selv, når den trænger sig på? 
Når usikkerheden trænger sig på, prøver jeg som sagt at hænge mig fast i de gode stunder i tilværelsen. Men nogle gange er det ikke nok. Nogle gange er der ikke andet at gøre end at opleve mismod eller frygt og give den lov at være der, og jeg ved også fornuftsmæssigt, at sindstilstanden vil gå over. Det har jeg prøvet før. Jeg ved det sker, og det siger jeg til mig selv.
Heldigvis oplever jeg det heller ikke så tit, så jeg vil ikke sige, at det ødelægger min livskvalitet væsentligt, selv om jeg virkelig kan være mismodig, mens det står på. Jeg tror, jeg bare prøver på at nyde de gode stunder desto mere.

Er dit liv grundlæggende kaotisk eller velordnet? 
Grundlæggende oplever jeg mit liv som velordnet, styret af en række rutiner, som for eksempel ikke mindst arbejdslivet, men også præget af, at man sådan cirka ved, hvor man har partneren. En følelse af kaos kan komme op i mig, når jeg flere dage eller uger i træk føler, at jeg kun bevæger mig omkring styret af andres behov eller ydre omstændigheder. Når hensynet til andre i for lang tid har overtrumfet egne ønsker og behov. Når jeg ikke bare kan være mig selv.

Hvad er dit livsfokus?
Jeg er ikke sikker på, at man kan sige, at jeg har et egentligt livsfokus. Jeg vil gerne, at mine børn har en fornemmelse af, hvad deres far står for. Og jeg står i en situation, hvor det bliver mere og mere vigtigt for mig, at jeg kan sikre mig og min kone en tryg alderdom. Ikke en rig alderdom, men en tryg alderdom.
Og fortsat at være i stand til at kunne hjælpe mine børn, når det måtte være efterspurgt.

Hvad er dit livs lys?
Mine børn og de efterhånden mange gode stunder, jeg har fået lov at opleve med min kone, samt håbet om meget mere godt samvær.

Det vigtige er tid til fordybelse
Hvad er den største interesse i dit liv?
Gennem tiden har jeg haft en række interesser, nogle vedvarende, andre mere periodiske. At dyrke dem giver mig forskellige former for tilfredsstillelse (sportsudøvelse for eksempel giver mig umiddelbart fysisk og mental genopladning). Men generelt er det vigtige ved interesserne følelsen af, at der er tid til at følge og udleve dem.

Har du et kald i livet?
At have et kald er et stort ord, men jeg vil kalde det mit ønske at bidrage til en verden i fred, hvor mennesker behandler hinanden anstændigt, og til (og det er begyndt at betyde mere for mig gennem de seneste år), at vi behandler jorden bedre.

Næstekærligheden
Har du en tro?
Jeg vil ikke nødvendigvis kalde det en tro, men jeg tror på det kristne budskab om næstekærlighed, et budskab som jeg i øvrigt fornemmer forankret i mange trosretninger, ikke bare den kristne.

Hvad er efter din mening det allervigtigste i menneskelivet?
At prøve på at hjælpe hinanden og sig selv til en positiv tilværelse (begge dele på samme tid kan det ofte være svært at forene, men det skal ikke hindre os i at prøve) og en dag at kunne efterlade dem, der følger med og efter mig, med positive minder.